En elektronisk brændstofdispenser pumper brændstoffet fra en underjordisk tank, der passerer ind i en måletransducer, der er ansvarlig for målingen, gennem hele dysen, under styring af en magnetventil, til bilens tank. Måletransduceren består af en mekanisk akse integreret i en pulser, som omdanner aksens bevægelse til elektroniske pulser. Følgelig er antallet af pulser proportionalt med det målte volumen.
Figur 1: Princip for en måletransducer og en rigtig enhed
Figur 1 viser en typisk brændstofdispensermåletransducer. Under normale omstændigheder er brændstofdispensere meget præcise og præcise måleinstrumenter. Nogle brændstofdispensermodeller indeholder også funktioner til at øge informationssikkerheden (f.eks. kan pulsere levere målingens digitale signatur). Desuden har brændstofdispensere også et højt automatiseringsniveau. De integreres almindeligvis med betalings- eller dataindsamlingssystemer. På grund af deres indlejrede teknologier er moderne brændstofdispensere i praksis brændstofsmarte målere, og vi kan klassificere dem som IoT-enheder. Brændstofautomater er genstand for efterfølgende verifikation, dvs. de testes periodisk og sammenlignes med volumenstandarder ved at anvende procedurer baseret på generelle anbefalinger. De er også underlagt metrologisk feltovervågning. Udstyret testes tilfældigt i marken, og bemyndigede organer kontrollerer, at det overholder lovkravene. Ifølge den internationale organisation for juridisk metrologi (OIML) omfatter testen af nøjagtighed at teste instrumentet i forskellige strømningshastigheder ved hjælp af et standardkapacitetsmål. For eksempel i Brasilien følger tests anbefalingen om at bruge en 20 liters standard, og den maksimalt tilladte fejl er 0,5 %, for både maksimal og minimal flowhastighed. Enheder, der ikke opfylder kravene, afvises og skal tages ud af brug. I Mexico vedtager bemyndigede organer den samme maksimalt tilladte fejl på 0,5 % i feltovervågning, selvom andre processer (f.eks. typegodkendelse) kan kræve fejl på højst 0,25 %.
